Bestil tid

Udskrabning

Hos speciallæge Henrik Vittrup kan du få råd og vejledning om medicinsk abort og kirurgisk udskrabning. Vi lægger stor vægt på, at du får den fornødne information og føler dig tryg i hænderne på vores personale, som vil gøre sit for at imødekomme dette.

Medicinsk udskrabning og mislykket abort

En kirurgisk udskrabning vil ofte være nødvendig efter mislykket medicinsk abort. Udskrabning fra livmoderen foregår på et sygehus. Nedenfor har vi beskrevet de retningslinjer, der gør sig gældende, før udskrabningen finder sted. Herved har du mulighed for at forberede dig på det forløb, du potentielt skal igennem, hvis du har haft en mislykket medicinsk abort.

Ikke tilladt før udskrabning:

  • Det er ikke tilladt at spise 6 timer før mødetid.
  • Det er ikke tilladt at indtage mælkeprodukter 6 timer før mødetid.
  • Du må ikke indtage nogle væsker 2 timer før mødetid.


Tilladt før udskrabning:

  • Du må gerne drikke vand, te, juice og kaffe uden mælk op til 2 timer før mødetid.

For din sikkerheds skyld er det vigtigt, at ovenstående retningslinjer bliver overholdt. Hvis du uheldigvis glemmer det, vil den planlagte udskrabning fra underlivet blive udsat til en anden dag. Det er altså vigtigt, at du informerer sygehuset, hvis du har glemt at følge retningslinjerne.

Er dette din første graviditet, og/eller er du mere end 8 uger henne i forløbet, skal du have en medicinsk forbehandling med Cytotec. Cytotec er et hormon, der medvirker til at blødgøre livmoderhalsen, og indgrebet ved udskrabning bliver derved mere skånsomt.

Hvis du har intimpiercinger skal du huske at fjerne disse inden din planlagte udskrabning og tage et brusebad hjemmefra.

Udskrabning i underlivet

Hvad angår spørgsmål vedrørende bedøvelse, tiden efter indgrebet, eventuelle smerter og lignende har vi herunder opstillet et par linjer pr. emne, der på overskuelig vis informerer dig om det, du bør vide, før du får foretaget en kirurgisk udskrabning.

Selve indgrebet:
På sygehuset bliver du fuldt bedøvet under udskrabning.  Nogle kvinder har en snæver livmoderhals, der gør det mere vanskeligt at gennemføre indgrebet. En kirurgisk udskrabning sker ved et sug, som føres op i livmoderen, og indgrebet varer cirka 15-25 minutter.

Lige efter udskrabning:
Når udskrabningen fra underlivet har fundet sted, vil du blive kørt på en hvilestue, hvor du vil blive observeret i en times tid. Her vil du også have mulighed for at stille spørgsmål omkring indgrebet.

Sygemelding ved udskrabning:
Når udskrabningen fra livmoderen er sket, er det vigtigt, at du tager den med ro resten af dagen. I de fleste tilfælde kan man genoptage sit arbejde igen efter 1-2 døgn. Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at du kan være psykisk ustabil i en periode efter det foregående indgreb. Det er en helt naturlig reaktion. Derudover kan der være en chance for, at du pletbløder de næste par dage, men ikke noget, der skulle forhindre dig i at starte på arbejde igen.

Smerter efter udskrabning:
Du skal være opmærksom på, at der højst sandsynligt vil forekomme menstruationslignende smerter efter indgrebet. Disse smerter kan vare nogle dage, og i enkelte tilfælde føles de som småveer. I tilfælde af, at det forværres, anbefaler vi dig at dæmpe smerterne med smertestillende håndkøbsmedicin (Phinex, Pamol, Panodil). Du må tage 2 tabletter af 500 mg hver 6. time efter behov.

Graviditet:
Du har mulighed for at blive gravid igen i første cyklus efter abort og udskrabning. Hvis du ikke ønsker graviditet, skal du være opmærksom på at beskytte dig under ægløsning. Udskrabningen vil ikke påvirke dine chancer for at blive gravid på et senere tidspunkt, men det anbefales, at du venter, til du har haft din første menstruation efter udskrabningen har fundet sted. Når du er stoppet med at bløde, kan samleje igen optages uden nogen risiko for infektion.

Undgå infektion efter udskrabning

Du bør undgå at gå i svømmehallen, tage karbad samt bade i havet så længe du bløder. Benyt desuden hygiejnebind frem for tampon. 

Søg læge, hvis du:

  • oplever kraftige blødninger (2 fyldte bind pr. time)
  • får kraftige underlivssmerter
  • får feber (temperatur over 38 grader)
  • får ildelugtende udflåd
  • efter 3-4 uger stadig føler dig gravid


Hvis du måtte have yderligere spørgsmål omhandlende kirurgisk eller medicinsk udskrabning, som du ikke føler, du fik besvaret på vores hjemmeside, eller blot ønsker informationerne uddybet, er du velkommen til at kontakte os inden for vores åbningstid.

Gå til tidsbestilling