En graviditet er ikke altid ønsket. Der kan være forskellige forhold omkring graviditeten som gør, at kvinden ikke ønsker at fuldføre sin graviditet, men derfor foretrækker at få en abort. Årsagerne kan være mange. For at være mest mulig sikker på din abort, råder vi dig til at tale med din partner, familie eller venner omkring din situation. Det er ofte dem, som kender dig bedst, og som derfor vil være dine bedste samtalepartnere i en situation som denne.
Hos speciallæge Henrik Vittrup tilbyder vi at foretage medicinsk abort på vores gynækologiske klinik i Virum. Dette kan ske uden ventetid og uden en henvisning fra din egen læge.
Prøv vores beregner, hvis du vil have et hurtigt svar på, om du kan få foretaget en medicinsk abort.
Else Hoffmann Andersen er vores jordemoder, og du vil blive introduceret for hende i forbindelse med aborten. Vi lægger stor vægt på, at du under hele abortforløbet føler dig tryg og tilpas ved situationen. Vi gør derfor en stor indsats for at være der til at tage hånd om eventuelle bekymringer og overvejelser, der måtte opstå ved denne situation. Vi fokuserer nemlig på, at der bliver taget godt hånd om dig fra start til slut.
Den medicinske abort er gratis for kvinder med bopæl i Danmark, men for kvinder under 18 år kræves der en tilladelse fra forældre eller en værge.
Forløbet ved en medicinsk abort strækker sig over 8 dage. Herunder har vi angivet og beskrevet i detaljer, hvordan forløbet kommer til at foregå, så du får en idé om, hvad du vil opleve, når aborten igangsættes.
På den første dag under den medicinske abort afholdes der en samtale samt introduktion til det videre forløb for aborten. Undervejs vil der blive optaget en journal, foretaget en gynækologisk undersøgelse samt en ultralydsscanning.
Der vil herudover blive podet i livmoderhalskanalen for Klamydia.
Hernæst foretages der blodprøver, som skal bruges til bestemmelse af graviditetshormon (HCG).
Vi vil desuden gennemgå en vejledning med dig, hvorefter du bliver bedt om at skrive under på en svangerskabsafbrydelse.
Du får herefter en tablet som du skal tage, mens du er på klinikken. Denne tablet sætter hele aborten i gang, og aborten kan derefter ikke fortrydes. Blødningen fra den medicinske abort vil ofte først ske på 2. dagen.
På 2. dagen foretages aborten, og du tager to stk. Diclon-tabletter af 50 mg. ca. ½ time før. Disse smertelindrende piller har en afslappende effekt på livmoderen. Liggende i sengen skal de 4 stikpiller oplægges i skeden. Det er vigtigt, at du derefter bliver liggende en time i sengen, så tabletterne kan optages fra slimhinden. Du vil abortere i løbet af de næste 2-5 timer. Enkelte vil opleve det senere, og størstedelen vil efter det næste døgn have aborteret helt. Da stikpiller får livmoderen til at trække sig sammen, kan det opleves som kraftige menstruationssmerter.
Det kan forekomme, at rester fra de 4 tabletter glider ud. Disse skal smides ud og må dermed ikke genoplægges.
Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at du ikke bløder mere end dobbelt menstruationsstyrke i mere end to timer eller tapbløder. Hvis det alligevel skulle ske, at du oplever dette, bedes du kontakte os på vores direkte telefonnummer til klinikken.
Husk at det derudover altid er en mulighed at henvende dig på den gynækologiske afdeling på hospitalet nærmest din adresse. Derved undgår du at bruge tid på at komme i kontakt med en lægevagt eller skadestuen.
En lille uge efter aborten vil du få en kontroltid. Under dette kontrolbesøg vil du blive ultralydsscannet for at se, om afstødningen er sket. Der vil yderligere blive taget en blodprøve for at konstatere, om graviditetshormonet er faldet til et acceptabelt niveau.
Det kan forekomme ved ganske få (ca. 5%), at udstødningen ved en medicinsk abort endnu ikke er sket. I disse tilfælde vil det være muligt, ud fra vores vurdering og dit ønske, at få foretaget en udskrabning på et sygehus, eller du har mulighed for at få endnu en behandling.
Hvis du har spørgsmål eller behov for yderligere uddybelse, kan vi kontaktes her, eller på tlf.:
Op imod 40% oplever kvalme i forbindelse med den medicinske abort. Enkelte patienter vil opleve smerter, som kan klares med smertestillende piller. De fleste bløder i 1-2 uger; her vil blødningen være kraftigst de ca. 2 timer, aborten varer. Blødningen fra den medicinske abort kan variere alt efter, hvor langt henne i din graviditet du er.